Mission Øst har hjulpet indbyggerne i landsbyen Ghozmargh i det nordøstlige Afghanistan med at reparere en vandingskanal, så selv fattige bønder nu har adgang til kunstvanding.Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder
Når sneen smelter om foråret i Badakhshans fjerne bjergegne, bliver området hærget af voldsomme oversvømmelser. Før i tiden gik de hårdt ud over landsbyen Ghozmargh, hvor de ødelagde de traditionelle vandingskanaler og gjorde stor skade på markernes afgrøder.
Oversvømmelserne  blotlagde samtidig store forskelle mellem magtfulde familier og fattige bønder. For om sommeren, når de havde foretaget lidt nødtørftigt lappearbejde på vandingskanalerne, kom landsbyens indbyggere op at toppes om adgangen til de begrænsede mængder vand. Ghozmarghs mere velhavende familier brugte deres politiske indflydelse til at sikre sig vand på bekostning af de fattige bønder.
Hvede til to måneder
Blandt den årlige strids tabere var den nu 69-årige Mohammad Yaquib, hvis beskedne hvedehøst på grund af vandmanglen kun rakte til to måneders forbrug til hans familie. Andre bønder måtte helt opgive at dyrke jorden for at blive daglejere.
Sådan er det ikke længere. Landbyens beboere indså, at de var nødt til at rekonstruere vandingskanalerne, så de ikke blev ødelagt af forårsoversvømmelserne og samtidig var i stand til at sikre tilstrækkelige mængder vand til alle 200 husholdninger i Ghozmargh. De manglede dog midlerne til at gennemføre projektet, men her kom Mission Øst ind i billedet.
Et team fra organisationen besøgte landsbyen for at tage bestik af situationen og fandt, at de fattigste familier var særligt sårbare på grund af den manglende adgang til tilstrækkelig kunstvanding. Ghozmargh blev derfor en del af et projekt, hvor Mission Øst i samarbejde med lokalsamfundene rekonstruerede en del af kunstvandingskanalen til glæde for i alt 21 landsbyer.
Regelmæssig forsyning
Samtidig blev indbyggerne undervist i kanalvedligeholdelse, risikovurdering af oversvømmelser og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne. En komité blev nedsat for at sikre, at vandet bliver retfærdigt fordelt, og selv de fattigste bønder får nu regelmæssige forsyninger og er dermed i stand til at vande deres marker.
Projektet har haft en meget positiv effekt på livet i Ghozmargh. Landsbyen har fået et grønnere udseende, frugttræerne skyder op mange steder, og bønderne forventer et væsentligt bedre høstudbytte – op til to og en halv gang mere hvede og byg og en tredobling af udbyttet fra grøntsager som kartofler, tomater og blomkål.
Udviklingen betyder, at bønder, der havde opgivet at dyrke jorden på grund af vandmangel, nu har fået nyt mod på at drive landbrug. Og nok så vigtigt, fortæller Mohammad Yaquib, slipper Ghozmarghs indbyggere for den årlige konflikt om adgangen til kunstvanding – og frygten for, at oversvømmelserne skal anrette for voldsomme skader.
——————————————————————————————————————————————————————
Landet og vandet
Store dele af det område, der i dag udgør Afghanistan, har historisk set været meget tørt. For at kunne dyrke jorden har befolkningen måttet ty til kunstvanding i 5.000 år. For 2.000 år siden begyndte man at bygge dæmninger på Helmand-floden for at aflede vandet til landbrugsjorden.
 Frem til slutningen af 1800-tallet var det primært lokalsamfundene, der stod for udviklingen af forskellige vandingsmetoder, men fra 1880 blev statens betydning stadig større. I 1900-tallet kombinerede den i flere tilfælde systemer til kunstvanding med udviklingen af vandkraft.
Efter de seneste årtiers konflikter i Afghanistan har kunstvanding en høj prioritet i arbejdet med at genopbygge landet. Her spiller lokalsamfundene en vigtig rolle.